Om Lyngvig Fyr

I 1903 gik endnu et skib på grund ved den farlige jyske vestkyst. Denne gang var det den norske damper SS Avona. Fra stranden kunne man intet gøre og intet se. Men man kunne høre skibets besætning råbe, til man heller ikke længere kunne det. Senere på natten skyllede alle 24 mand op på stranden. Den norske stat opfordrede til, at den danske stat byggede endnu et fyrtårn  mellem Blåvandshuk Fyr og Bovbjerg Fyr.

Arbejdet gik i gang
Det første man gjorde var at anlægge en havn i Nr. Lyngvig. Havnen var nødvendig, så man kunne transportere materialer fra Ringkøbing til byggepladsen. Allerede mens byggeriet stod på, var Lyngvig Fyr en turistattraktion. Folk fra nær og fjern kom for at se det slankefyrtårn tage form.

I 1906 stod Danmarks sidste store fyrtårn færdig. Om natten kendes det på den unikke fyrkarakter: et roterende hvidt blink hver femte sekund. Selve fyret er 38 meter, men da det står på en klittop, når det en flammehøjde på 53 meter over havets overflade. På Lyngvig Fyr, kan man se Frederik 8.’s monogram over døren. Frederik 8. nåede kun at være konge i seks år, og derfor ser man kun hans monogram på få historiske bygninger.

Tidligere skulle der være tre personer til at passe fyret: fyrmesteren, fyrassistenten og fyrpasseren. De boede med deres familier i fyrmesterboligen, hvor de havde hver sin lejlighed. Med havet,fjorden og klittens fiskere og strandfogeder som eneste naboer, den nærmeste by, Hvide Sande, kom først til efter 1931.

Lyset fra Lyngvig Fyr
Under Anden Verdenskrig blev gabet ved Hvide Sande og nok også Lyngvig Fyr brugt som pejlemærker, når de britiske flyvere kom ind over landet. For selvom fyrets lyskegle, som resten af landets lys, var beordret mørklagt af besættelsesmagten, lyste det hvide fyr stadig op. Besættelsesmagten planlagde derfor at bortsprænge det karakteristiske fyrtårn, heldigvis blev planerne aldrig ført ud i livet.

Lyngvig Fyr blev bygget med en roterende linse, der blev trukket af et urværk med et lod, som kunne bevæge sig hele vejen ned gennem trappeskakten. Linsen skulle rundt én gang hvert 20. sekund, og derfor måtte urværket trækkes op med et håndspil hver fjerde time. I 1920 blev den oprindelige acetylengasbrænder skiftet ud med en petroleumsglødebrænder. Senere igen kom der elektrisk lys.