Nordisk mytologi og Hvide Krist

Vikingerne dyrkede de nordiske guder med Odin i spidsen og guder som Thor, Freja og Frej. En af de vigtigste opgaver for en vikingehøvding var at opretholde et godt forhold til guderne, så de kunne sikre fred og frugtbarhed. Allerede inden Harald Blåtand i 960 indførte kristendommen, var Ribe-området et sted, hvor den nye gud har sat sig i spor i måden at begrave døde på. Asatroen og kristendommen eksisterede samtidig i en periode, hvor kristendommen i starten var kongens religion.

På Bork Vikingehavn har vi både en offerplads til ære for de gamle guder og en trækirke fra kristendommens første tid.

Offerpladsen

Offerpladsen på Bork Vikingehavn er inspireret af de islandske sagaer om vikingerne. Hos os består offerpladsen af en blótsten, omkranset af nogle af de vigtigste nordiske guder: Odin, Frej, Freja og Thor.

Den største af de fire hedenske højtider var vårblót til ære for Frej. Han var markens og husdyrenes frugtbarhedsgud. Symbolet på Frej er derfor en fallos. Ved vårblótet blev der kun ofret handyr: en hane, en hund, en vædder, en orne, en tyr, en hingst og en mand – syv i alt. Offerdyret skulle lægges på blótstenen og have halspulsåren skåret over, så stenen blev vædet. Derefter blev offeret hængt op ved helligstedet.

De øvrige højtider var midsommerblót, høstblót og jól (jul), hvor man ved vintersolhverv fejrede solens genkomst. Ravne og ulve blev tiltrukket af offerpladsen. Derfor er de tæt knyttet til Odin. Han blev også kaldt “Alfader”, “Den enøjede Gud” og var den øverste af alle guder. Odin var krigs- og dødsgud, for det var ham og gudinden Freja, der afgjorde, hvem der sejrede, og hvem der faldt på ærens mark. De faldne blev derefter delt, og halvdelen kom til Odins hird “Einherjerne” i Valhal, mens de andre kom til Frejas sal i “Folkvang”.

På Bork Vikingehavn finder I også den nordiske gudinde Hel, herskerinden i dødsriget. Hun var datter af halvguden Loke og jætten Angerbode, og hendes søskende var Midgårdsormen og Fenrisulven. Hel var både navnet på gudinden og på vikingernes dødsrige. Selvom ordet “helvede” har rod i “Hel”, var Hel ikke et ondt sted, men et rige, hvor alle på nær krigere, der faldt i kamp, endte.
Også Fenrisulven, har sin plads på havnen. Det var spået, at Fenrisulven ved Ragnarok – verdens undergang – skulle vokse sig så stor, at den vil sluge solen og dræbe Odin.

Trækirken – Skt. Erasmus Kirke

Trækirken på Bork Vikingehavn er viet til Skt. Erasmus. Kirken er en kopi af de kristne kirker, der for omkring 1000 år siden blev opført ved markedspladser og stormænds gårde endnu, mens asatroen, troen på de nordiske guder, stadig var dominerende.

Kirken er især baseret på fund af stolpehuller fra en trækirke under stenkirken i Vorgod nord for Skjern. Andre arkæologiske udgravninger af trækirker i Jylland indgår også i grundplanen.

Kirken rekonstruerer et kirkerum, som det kan have set ud, da kristendommen bliver indført. Som trædesten foran døren anvendes en kopi af en runesten, som i dag kan ses indmuret i Hanning kirke. Det særlige ved denne runesten er afbildningen af en hammer: Thors hammer. Indskriften lyder: “V…, Tues søn, rejste denne sten efter Gyde, sin mor, …kil h[uggede?]”. Brugen af runesten som trædesten er kendt fra flere jyske kirker, og der findes mange teorier om, hvorfor runestenene genanvendes til kirkebyggeri.

På væggene i kirken ses tolv vielseskors. De symboliserer apostlene. I kirken kan man ydermere se en rekonstruktion af Åby krucifikset, der viser den sejrende Kristus. Det originale krucifiks er fremstillet omkring 1050-1100 og stammer fra Åby kirke ved Århus.

Den stiliserede figur viser Kristus som kongeguden, en sejrende gud med krone på hovedet, åbne øjne og klædt i kongedragt. Den sejrende Kristus ses kun afbilledet således i Norden. Vikingernes guder udmærkede sig som stærke krigere. Derfor blev Kristus i Norden fremstillet som guden, der overvandt døden. Det kunne asaguderne ikke. Derved gjordes Kristus mere attraktiv for vikingerne.