Om Ringkøbing Museum
Den 27. oktober 1908 blev Ringkøbing Museumsforening stiftet - med ét eneste hovedformål: der skulle etableres et museum i Ringkøbing.
Siden 1922 har Ringkøbing Museum ligget i den karakteristiske gamle lægebolig.
I 2007 blev det tidligere Dommerkontor, tegnet af Ringkøbingarkitekten Plesner, en del af museet.
Museet har udviklet sig løbende gennem årene - mange har sat bemærkelsesværdige fingeraftryk.
De fremtidige visioner er bl.a. at der kommer en bredere præsentation af købstaden, fjorden og omegnens mange spændende historier.
Historien om museet
At etablere et museum er en omstændelig sag, og selvom vort samfund er langt mere bureaukratisk opbygget i dag, så var det heller ingen let sag for hundrede år siden...
Kort fortalt skyldtes dannelsen af Ringkøbing Museums i høj grad ildsjælen og byens daværende bagermester Mathias Klokker, der via sin ihærdighed, og med stor hjælp fra andre interesserede, fik etableret museumsforeningen i 1908.
I begyndelsen stillede Ringkøbing Skole et loftsrum til rådighed - hvilket passede museet, da den beskedne museumssamling ikke var meget større, end at den kunne bæres i en klædekurv op ad loftstrappen.
Sidenhen blev der nedsat en komité – Komiteen til Dannelsen af Grundlaget til et Byggefond for Museet i Ringkøbing – det var et forsøg på at tilvejebringe fornøden kapital til museets videre skæbne.
Der blev bl.a. afholdt en basar i hotellets teatersal - en basar der omfattede restauration, varieté med professionelle skuespillere, bugtaler, tombola og meget andet! Det blev en rimelig indbringende affære og med tiden havde flere prominente personer vist gavmild vilje - der kom langsomt økonomisk vind i sejlene.
80 herrer og 1 dame til indvielsen
Allerede i 1917 påbegyndes planerne om at Ringkøbing Museum skulle have sin egen bygning - og den efterhånden større samling mere plads.
Efter længere tids forhandling, købte museet den nuværende museumsbygning, der tidligere havde huset byens, nu afdøde, amtslæge, professor Melchiorsen. I september 1921 blev der afholdt møde om restaureringen og tilbygningen af Melchiorsens villa - og under arkitekt G. Juul Brasks ledelse, gik arbejdet i gang.
D. 6. november 1922 blev det nye Ringkøbing Museum indviet efter alle kunstens regler med hædersgæster, sange, taler og festmiddag på Hotel Ringkøbing.
Museets ildsjæl og museumsforstander Mathias Klokker, blev ved denne lejlighed dekoreret med ridderkorset.
Der deltog 80 herrer og 1 dame i middagen - sidstnævnte var én af de prominente gavmilde personer, nemlig den aldrende fru Tang Valeur fra herregården Nørre Vosborg.