Om Abelines Gaard

Abelines Gaard er bygget ad flere omgange, men af samme familie fra 1854-1871. Først blev lade og stald bygget, sidenhen den østre længe, og i 1871 byggede Christen Christensen og Kristine Lauridsen stuehuset. Deres initialer ses på sydfacaden. Bygningerne erstattede en tidligere gård, som lå næsten samme sted.

Abelines Gaard er en gammel strandfogedgård – manden på gården var også strandfoged – gennem tiden har mange strandede søfolk overnattet i stuerne.

En stor stranding

I 1890 blev klitgårdens ældste søn Laurids gift med nabopigen Abeline. I 1894 strandede det store sejlskib, Elisabeth Rickmers, i gårdens strandlen – den del af stranden, der hørte under strandfogeden. 19 søfolk blev indlogeret, og frem til 1980 hang navneskiltet fra skibet over porten på gårdens østfacade.
Strandingen og de efterfølgende strandingsauktioner lunede i gårdens økonomi, så Abelines svigerfar kunne gå på aftægt og overlade gården til Abeline og Laurids, der blev den nye strandfoged.

Livet som enke

Men i 1904 døde Laurids af tuberkulose, og Abeline måtte passe både gården og de fem børn alene. Som kvinde kunne hun ikke overtage hvervet som strandfoged, og dermed mistede hun en stor del af gårdens indtjening. Men med hjælp fra børnene, de efterhånden årlige sommergæster og arbejdet som telefonbestyrerinde kunne hun blive på gården frem til sin død i 1957.

Det er Abelines ulykkelige situation, der gør Abelines Gaard til noget helt særligt. Den unge enke havde ikke råd til at gøre noget ved den store gård, så den fik lov til at stå, som da Laurids døde. Det eneste, Abeline ændrede, var det das, der blev sat op udenfor, så de fine sommergæster ikke skulle sætte sig bag dyrene, som gårdens folk gjorde.