I anledningen af Skjern Håndbolds 25 års jubilæum kunne Ringkøbing-Skjern Museum i dag åbne en ny udstilling på Skjern Vindmølle om håndboldklubbens første 25 år. Med tale af bl.a. direktør Carsten Thygesen, autografskrivning af spillerne Kasper Søndergaard og Thomas Kvistgaard samt sjove anekdoter af tidligere cheftræner Anders Dahl-Nielsen blev det en festlig dag, hvor knap 200 mennesker kiggede forbi.
En levende klub i den levende historie
Direktør Carsten Thygesen, der åbnede udstillingen, måtte indrømme at tanken om, at klubben nu var så gammel, at den var kommet på museum, ikke var helt så slem endda. For, som han påpegede det, Skjern Håndbold er, selv med et kvart århundrede på bagen, stadig en levende klub i konstant udvikling - og hvilket bedre museum at blive udstillet på, end på Ringkøbing-Skjern Museum, hvor den levende historie er i fokus. Og netop den levende historie, er årsagen til at museet i første omgang kastede sig ud i at lave udstillingen, fortæller Peter Carstensen, souschef for Ringkøbing-Skjern Museum.
For os er det oplagt at lave denne udstilling, for den viser at kulturhistorie ikke kun er noget, som foregik i gamle dage - det er også er det, som foregår omkring os lige nu og her i vores lokalsamfund. Vi skaber med andre ord jo også selv historie, som bliver en del af vores kulturarv.
Selv rammerne for udstillingen er perfekte. Skjern Vindmølle, der selv fejrer 100 års jubilæum for sin placering på Marupvej, er på mange måde et historisk symbol på det sammenhold og den viljestyrke, der altid har været i Skjern - på trods af trange omstændigheder. På samme måde er Skjern Håndbold, der mod alle odds har kæmpet sig op i toppen af den danske håndboldliga, blevet et moderne symbol på den helt særlige Skjern ånd.
En eftermiddag med grøn power
Eftermiddag forløb festligt, og mange, unge som såvel ældre, med tilknytning og interesse for Skjern Håndbold kiggede forbi. Der blev udvekslet anekdoter, kigget på trøjerne fra tidens løb, medaljer og avisudklip. Kasper Søndergaard og Thomas Kvistgaard skrev autografer på trøjer, kiggede på gamle billeder fra deres forgængers sejrsjubler, og kunne næsten ikke løsrive sig fra fjernsynet, der viste de grønnes tidligere topkampe. Tidligere cheftræner Anders Dahl-Nielsen fortalte også anekdoter om både behagelige og uforudsete oplevelser i forbindelse med de mange kampe i Europa.
Udstillingen vises hele juli og august
Kig forbi den gamle Skjern Vindmølle og se udstilling om 25 års vestjysk håndboldhistorie fortalt gennem film, billeder, pokaler og medaljer. Udstillingen tager afsæt i dannelsen af Skjern Håndbold i 1992 og følger klubben frem til 2017. Oplev guldvinderne fra 1998/99, se Challenge Cup-vinderne fra 2001/02 og hyld endnu en gang årets pokalmestre. Oplev #grønpower og #komsågrøn, når Skjern Vindmølle er åben hver søndag i juli og august.
Historien om Skjern Vindmølle, der fejrer 100 år på Marupvej
Ligesom Skjern Håndbold, kan Skjern Vindmølle også fejre jubilæum i år. I 1917 blev møllen flyttet fra sin plads ved Skjern station til sin nuværende plads på Marupvej. Faktisk var vindmøllen allerede blevet flyttet én gang før, første gang fra Albæk til Skjern - det var i Skjern tingene skete og derfor også her, der var behov for en vindmølle. Men da der blev bygget flere og flere bygninger omkring vindmøllen, skærmede de mange nye bygninger for vinden - derfor blev møllen flyttet til Marupvej - hvor den nu har stået i 100 år.Skjern Vindmølle er i dag en del af Ringkøbing-Skjern Museum, hvor lokale kunstnere udstiller deres kunstværker i årets øvrige måneder.
Praktiske informationer
Skjern Vindmølles åbningstider i juli og august
Dato: Alle søndage fra den 2. juli til og med den 27. august kl. 13.00 til 17.00
Entre: Voksne: 30 kr. Børn og unge under 18 år gratis ifølge med voksne.