I forbindelse med planen om at etablere ferieboliger i fjorden foran Ringkøbing Rådhus under navnet "Raunonia". Har Christian Ringskou, Ringkøbing-Skjern Museum og Børge Sørensen, Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv skrevet et læserbrev.
Dette indlæg er hverken for eller imod etablering af ferieboliger i fjorden foran Ringkøbing Rådhus. Vi skriver som repræsentanter for kommunens og byens kulturhistoriske institutioner, og vores ærinde er alene at kaste lidt lys over det navn, som allerede er blevet synonymt med et aktuelt projekt: Raunonia.
”Er Ringkjøbing Danmarks ældste og fornemste By?” Sådan kaldte amatørhistoriker F.K. Erlang en lille bog i 1922. Vi kunne her gå direkte til svaret: Nej. Men vi kan også gøre det lidt grundigere: Erlang fortsatte med undertitlen ”Hvad Nutidens Videnskab mener herom kortelig refereret”. Erlang havde nemlig læst professor H.P. Steensbys artikel i Geografisk Tidsskrift (1917) ”Pytheas fra Massilia og Jyllands Vestkyst”.
Pytheas var en græsk opdagelsesrejsende, der engang mod slutningen af det fjerde århundrede før Kristus besøgte Storbritannien og Nordsøen. Hans beskrivelser er tabt, men de kendes på anden og tredje hånd i spredte gengivelser hos romerske forfattere. Blandt disse brudstykker findes to, der omtaler en ø ved navn Raunonia i et æstuarium (en vig, bugt, lagune eller fjord) ved navn Mentonomon. Det område skulle være rigt på rav.
Det var dette tågede farvand på grænsen mellem bronzealder og tidlig jernalder, professor Steensby sejlede ud på, da han gik i lag med at identificere Raunonia som Ringkøbing. Som geograf kunne han ikke bifalde den almindelige opfattelse, at Raunonia og Mentonomon måtte søges i Vadehavet. Steensby mente, at Pytheas drog med oldtidens handlende søfolk, og det var ikke rimeligt, at den beskedne langdistancehandel havde knudepunkter i Vadehavet, hvor den store forskel på høj- og lavvande gør landing og handel vanskelig. Længere mod nord derimod var det dengang som senere rimeligt let at slippe i læ i Ringkøbing Fjord. Der er desuden meget mere rav på vores strøg af kysten.
Ved dette punkt i sin argumentation forlader Steensby den sikre grund, han selv omtaler som ”geografisk Betragtning”, og vover sig ind i navnetolkningens mørke urskov. Mentonomon kunne jo godt lyde som noget, der begynder med Minde som i Nyminde(gab). Og ”Ny” er let nok at komme af med, når nu historien er gammel. Pytheas har altså opfattet navnet på indsejlingen til fjorden (æstuariet) som navn for hele fjorden. Vel inde i læ er der kun ét sted, hvor fjordkysten er nogenlunde tør og tilgængelig, nemlig ved Rindum, og det begynder jo med R, så hvorfor ikke Rindum=Raunonia. På den måde, resonerede Steensby, har oldtidsfolket handlet ligesom folk i middelalderen og anlagt en lille købing ved Rindum. Her er den gode geograf, der flere gange gør opmærksom på, at han ikke er navneforsker, på meget tynd is.
Men F.K. Erlang var begejstret. Hvorfor var der dog ikke andre i byen, der kunne se det svimlende perspektiv. Ringkøbing er dobbelt så gammel som Ribe og Viborg! Byens navn er det ældste kendte danske stednavn! Han fik skrivekløe og udgav sin lille bog om Raunonia, Danmarks ældste by, hvor han refererede Steensbys pointer, men udskiftede professorens mange forbehold med et par ”der kan ikke være Tvivl om”-formuleringer.
Og mere skulle der ikke til. Raunonia bliver ved med at dukke op. Nu skal det være navn på en hel bydel. Det er der for så vidt ikke noget i vejen med. Man må gerne drømme om fortidig storhed, men når det foregår som i tilfældet Raunonia – Danmarks ældste og fornemste by – siger drømmen mere om den tid, der drømmer, end om fortiden. Raunonia er et sagn, en god historie, et ord med en smuk klang. Hundrede års indsats fra sandhedssøgende historikere og arkæologer har ikke kunnet slå det ihjel.
Svend Aakjær, søn af digteren Jeppe, men vigtigere en fremtrædende navneforsker og historiker, skrev om Pytheas i Turistforeningens Aarbog i 1927. Her gjorde han opmærksom på, at hvis, og dette ”hvis” må understreges, Pytheas var på den vestjyske kyst, kunne Mentonomen snarere være det minde, vi stadig har i Thorsminde, og Raunonia måtte med hans kendskab til germanske og oldnordiske sprog langt snarere være det Røn, vi nu har i Thyborøn og Rønland ved Limfjorden.
I mellemtiden har arkæologien gjort sit indtog. En række udgravninger i Ringkøbing viser, at byen er grundlagt som handelsplads i slutningen af 1200-tallet, mens udgravninger de sidste tyve år har vist, at Rindum var lidt af et hotspot gennem hele oldtiden. Men vi har ikke fundet handelspladsen Raunonia, hvortil Pytheas ankom med et handelsskib fra et sted i den sydvestlige Nordsø. Og det ville også være en sensation. Den danske bebyggelse blev først stedfast 1.000 år efter Pytheas’ rejser, og selvom oldtidsfolket indgik i handelsrelationer, der knyttede kontakt over meget store afstande, har vi absolut ingen anledning til at forestille os noget, der minder om hverken byer eller havne før meget senere.
Det beviser selvfølgelig ikke, at Pytheas ikke har været her. Men selv hvis Steensbys ”geografiske Betragtning” er overbevisende, kan Raunonia være hvor som helst på den jyske vestkyst. Vi aner det ikke.
Ringkøbings navn kan ikke føres længere tilbage end den form, der først findes på skrift i middelalderen. Rennumkøpingh – Rindumkøbing – en købing i Rindum Sogn anlagt lidt senere end de fleste andre danske købstæder nemlig lidt før 1300, 1.600 år efter Pytheas’ rejse.
Konklusionen må være, som den anerkendte historiker og arkivar Carl Lindberg Nielsen skrev i sin bog ”Ringkjøbing Købstads Historie” (1967): ”Sandheden i Ære er nok i Virkeligheden den, at de faa og forvirrede Stumper, man kender af Pytheas’ Bog, slet ikke lader sig forklare”.
