Fåreskind, lerpotter og andet husgeråd som det så ud for 1000 år siden…. Disse ting vil fremover være med til at give børn og unge i Ringkøbing-Skjern Kommune en endnu bedre mulighed for at lære om livet i Vestjylland før i tiden. Ringkøbing-Skjern Museums skoletjeneste “Levende læring” har modtaget en bevilling på 25.000 kr fra Nærværdi puljen ved Vestjylland Forsikring.
En levende oplevelse af lokalområdets historie styrker tilknytningen til området i fremtiden
Røgen fylder vikingehuset, indenfor sidder skolebørnene om ildstedet og bager fladbrød sammen med husfruen, der fortæller om livet for 1000 år siden.... Museet har lang erfaring med at tilbyde undervisning i de rekonstruerede historiske miljøer fx Dejbjerg Jernalder og Bork Vikinghavn. Men den nye skolereforms formål om mere undervisning udenfor klasselokalet gør, at museet gerne vil tilbyde flere børn og unge en oplevelse af at rejse tilbage i tiden. Bevillingen skal derfor bruges til at købe flere rekonstruerede undervisningsrekvisitter.
Begrebet ”Levende læring” beskriver den tilgang, som museet har til skoletjenesten. Børnene skal ud af klasseværelset og selv lave mad over bål i jernalderlandsbyen eller selv male mel i den gamle mølle. Historien skal opleves på egen krop, for så gør den størst indtryk. Oplevelsen, der fæstner sig i barnets hukommelse kan ikke blot styrke barnets historiske viden, men også dets lokale tilhørsforhold. Det betyder derved, at formålet med museets skoletjenestes rækker langt ud over den enkelte undervisningssituation.
Ringkøbing-Skjern Museums koordinator for skoletjenesten Per Lunde Lauridsen udtaler.
“Museet er meget glade for bevillingen. Nu kan vi fremover tilbyde flere daginstitutioner, skoler og spejdergrupper en oplevelse af livet, som vores forfædre levedet det samtidig med at vi giver børnene en stærkere tilknytning til deres lokalområde - hvilket jo også lægger sig rigtig godt op af Nærværdi puljens formål om at give merværdi i lokalsamfundet.”