I november 2018 fandt Ingrid Tang Lauridsen, Caroline Binderup Mark og
Lucia Grønberg Faurbye fra 3.b på Ringkøbing Skole en tyknakket flintøkse fra bondestenalderen på en mark i nærheden af Heager. - I dag blev den udstillet på Ringkøbing Museum.
Våde vinterjakker og -støvler blev smidt på gulvet i den gamle museumsbygning - 3. a og 3.b fra Ringkøbing Skole var kommet på besøg!
Men det er faktisk ikke helt sandt, eleverne var nemlig ikke på besøg, men kom for at udstille en genstand de selv havde fundet.
Sidste år, i efteråret 2018, havde skoleklasserne om stenalderen, og i den forbindelse var eleverne ude og grave på en mark ved Heager, her fandt Ingrid Tang Lauridsen, Caroline Binderup Mark og Lucia Grønberg Faurbye fra 3.b en tyknakket flintøkse fra bondestenalderen!
I dag, torsdag inden vinterferien, fik pigerne og deres klassekammerater så mulighed for at høre endnu mere om øksen og den periode den er fra, da arkæolog fra ArkVest Lars Chr. Bentsen kom forbi skolen og fortalte. Derefter gik klassen i samlet flok op til Ringkøbing Museum - hvor øksen blev udstillet.
Selv være med til at udstille
Da klasserne kom til Ringkøbing Museum fik de selv lov til at hjælpe med at gøre udstilling af deres økse klar. Pigerne der stod bag fundet fik selv lov til at lægge øksen på plads, mens et par stærke kammerater - hjulpet af arkæologer og lærere - satte montrens glas på plads. Pigerne var også selv med til at lave - og underskrive - den udlånsseddel der selvfølgelig også skulle være på plads.
Pigernes fine fund kan opleves i hele uge 7 - skolernes vinterferie - så der er rig mulighed for, at eleverne kan vise frem for familien.

De stolte findere gør deres flotte fund klar til at blive udstillet.
Monteren der indeholder pigernes økse får - meget forsigtigt - sat glas på.
Fyldt med flinteøkser
Det flotte fund pigerne har gravet op, får de lov til at beholde - og eleverne har i fællesskab besluttet at øksen skal udstilles på skolen - når den ikke længere er udstillet på Ringkøbing Museum.
Øksen er fra det man kalder Enkeltgravstid (ca. 2.800-2.400 f.kr.), den er altså næsten 5000 år gammel. Fra denne tid stammer de mange lave gravhøje, som stadig kan ses bevaret mange steder. Øksen er udstillet sammen med en af Ringkøbing-Skjern Museums mange andre tyknakkede økser.
Vi vil gerne høre fra jer
Finder I selv noget I tænker vil have interesse for museet er i altid velkomne til at kontakte os. Drejer det sig om fund som dette, vil ArkVest som ofte gerne se fundet og tegne ind hvor det er fundet, inden det afleveres tilbage til finderen.
Har I spørgsmål eller andet, er I altid velkomne til at kontakte os: info@levendehistorie.dk / Tlf. 97 36 23 43
Praktisk
Åbningstider og entré på Ringkøbing Museum
Mandag-fredag kl. 11-17
Lørdag kl. 10-14 samt helligdage (ikke søndage) kl. 10-14
Søndag: lukket
Entré 50 kr. Børn og unge under 18 år gratis i følge med voksne.