Fredag den 1. februar lukker Ringkøbing Museum atter dørene op, når vi byder velkommen til sæson 2019. Igen i år byder vi indenfor til et væld af oplevelser, fra udstillingerne om Vestjyllands lille hovedstad og byvandringerne i selvsamme stad, til udstillingerne om Anden Verdenskrig og bunkerturene ved Houvig, der gør historien levende og nærværende.
Byvandring i Jesper Malers lille hovedstad
På Ringkøbing Museum kan man komme helt tæt på historien om købstaden, Vestjyllands lille hovedstad, Ringkøbing. På Dommerkontoret, der er en del af museet, fortælles byens spændende historie, her kan I blive klogere på Ringkøbing Amt og gennem den lokale kunster, Jesper Maler, og hans forunderlige og detaljerede malerier kan I nærmest træde ind i 1800-tallets Ringkøbing.
I kan også tage med på en byvandring rundt i de gamle gader, og høre myter, skrøner og historier, mens vi bevæger os rundt, lige der hvor det hele skete.
Der er byvandring den 11. februar kl. 11.
Udstillingen “Flyvere i natten”
Få et indblik i historien om de 19 allierede fly, der styrtede ned omkring Ringkøbing Fjord under Anden Verdenskrig. Alderen på piloter og besætningsmedlemmer var lav – og dødeligheden høj. Ofte efterlod de sig et Tyskland i flammer og en enke derhjemme. Historien bag hvert enkelt flystyrt bliver fortalt med billeder, lyd og genstande. Se også filmen om krigsenke, hvis mand styrtede ned i Vestjylland. I vinterferien den 12.
og 14. februar er der en introduktion til udstillingerne.
Bunkerne ved Ringkøbing
På stranden ved Houvig findes der i dag rester fra et kæmpe forsvarsværk: Atlantvolden. Atlantvolden var tænkt som et værn, der skulle strække sig fra Sydeuropa til Nordnorge - et værn mod en allieret invasion. Atlantvolden blev aldrig færdigbygget, men bunkerne på stranden fortæller stadig dens historie. Den 14. februar kan I komme med, når Ringkøbing-Skjern Museum tager på bunkertur, og kommer helt tæt på både bunkerne og historien.
På Ringkøbing Museum kan I også komme helt tæt på bunkerne, her fortælles historien nemlig om en af de bunkere der blev bygget ved Houvig. Denne ene bunker blev nemlig, i krigens sidste dage, efterladt med alt inventar og sandede til. Som en tidslomme stod den uberørt indtil 2008. På Ringkøbing Museum er bunkeren og dens interiør rekonstrueret, og man kan gå ind i den og opleve hvordan livet var for soldaterne - blandt andet Gerhard Saalfeld, der boede i netop denne bunker.
Den 12. og 14. februar er der en introduktion til udstillingerne, her kan I blandt andet høre den spændende historie om de mange fly der under Anden Verdenskrig fløj over Vestjylland - og de fly der aldrig kom længere…
Gå på opdagelse i museumsbutikken
I museets hyggelige butik kan man bruge lang tid på at gå på opdagelse blandt alle de sjove og finurlige retrovarer, her finder I også et stort udvalg af bøger om Vestjyllands historie. Der er gratis adgang i museumsbutikken.
Praktisk
Bunkertur
Dato: 14. februar, 16. og 18. april, 16. maj, 30. maj og 6. juni + 19. september.
Dansk guide kl. 16.00-17.30. Tysk guide kl. 13.30-15.00
Juli og august, hver tirsdag og torsdag. Dansk guide kl. 16.00-17.30. Tysk guide kl. 13.30-15.00
Oktober: Dansk guide: Tirsdag d. 15. okt. og torsdag d. 17. okt. (uge 42). kl. 16.00-17.30.
Tysk guide: Tirsdage og torsdage i uge 41+42+43. kl. 13.30-15.00
Mødested: Houvig Strand P-plads, ca. 4 km nord for Søndervig. GPS: N: 56.1532. Ø: 8.1201
Pris: 75 kr. for voksne, Børn 6-14 år 25 kr.
Billetter kan købes ved turstart, på Ringkøbing Museum eller Turistkontoret. Flere lokale sommerhusudlejningsbureauer sælger også billetter.
Selve turen er ca. 2.5 km og foregår i det kuperede klitlandskab.
Byvandring
Dato: Mandage den 11. februar, den 15. april, den 14. oktober + mandage i juli & august, kl. 11.00
Mødested: Torvet i Ringkøbing.
Pris: 75 kr. Børn 6-14 år 25 kr. inkl. entré til byudstillingen på Dommerkontoret. Ønskes adgang til Ringkøbing Museum beltales alm. entré. Børn u. 18 år gratis entré i følge m. voksne.
Billetter købes ved turstart.
Ugekort giver ikke gratis adgang til bunkerturene og byvandringerne.
Introduktion til udstillingerne
Dato: 12. og 14. feb., 16. og 18. april + juli,aug & okt.: tirs & tors: tysk kl. 11.30 og dansk kl. 12.30
Åbningstider og entré
Mandag-fredag kl. 11-17
Lørdag kl. 10-14 samt helligdage (ikke søndage) kl. 10-14
Søndag: lukket
Entré 50 kr. Børn og unge under 18 år gratis i følge med voksne.