Ringkøbing-Skjern Museum har fået 850.000 kr. fra Nordea-fonden til projektet ULF II - Unik og Levende historie på Ringkøbing Fjord, der vil bidrage til at skabe mere aktivitet på tværs af Ringkøbing Fjord.
Med 850.000 kroner i støtte fra Nordea-fondens kystpulje kan Ringkøbing-Skjern Museum nu endelig færdiggøre en delvis rekonstrueret båd - en “åledrivkvase” - skabt efter tegninger af originalen “ULF”, der er bygget i Hvide Sande i 1925. Den påbegyndte rekonstruktion har siden 1990’erne blot ventet på en chance for at blive færdiggjort, og nu kan der endelig sejle en åledrivkvase på Ringkøbing Fjord igen.
Souschef ved Ringkøbing-Skjern Museum Peter Carstensen glæder sig:
Med denne støtte får vi igen mulighed for at formidle den levende historie dér, hvor den foregik. Men hvor det tidligere var ålene, der skulle fanges i fjordens tætte ålegræs og transporteres levende ind til Ringkøbing Havn, vil “nye gamle” ULF II derimod knytte mennesker sammen på tværs af havnene omkring Ringkøbing Fjord.”
ULF II er allerede nu helt unik, og det er Ringkøbing-Skjern Museum ikke ene om at mene. ULF II er blevet erklæret bevaringsværdig af Skibsbevaringsfonden, da der ikke længere findes originale åledrivkvaser fra Ringkøbing Fjord. Med ULF II håber Ringkøbing-Skjern Museum at kunne bidrage til det lokale fællesskab langs kysten omkring Ringkøbing Fjord. Peter Carstensen fortsætter:
“Vi håber, at vi i samarbejde med lokale ildsjæle kan sejle ULF II rundt mellem fjordhavnene. ULF II vil kunne sejle med 8-10 gæster ad gangen, hvilket betyder at alle - fra lokale skolebørn, institutioner, ældreforeninger etc. til områdets mange turister også vil kunne sejle med den helt særlige åledrivkvase.”
50 mio. kr. til kystaktiviteter
Ringkøbing-Skjern Museum har modtaget 850.000 kroner i støtte fra Nordea-fondens kystpulje på 50 mio. kr., der uddeles til projekter, som skaber aktivitet og styrker fællesskabet langs landets kyster.
”Kysten er klar, og vi er glade for, at Ringkøbing-Skjern Museum vil være med til at skabe nye stærke fællesskaber ved Ringkøbing Fjord,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.
Kystpuljen havde ansøgningsfrist 10. juli 2018, og i alt forventes cirka 100 aktivitetsskabende projekter fra hele landet at få støtte fra Nordea-fondens kystpulje.
Læs mere om ULFII og projektet.
Læs mere om Nordea-fondens kystpulje