Til Jul på Bundsbæk Mølle er en helt ny verden klar til at tage imod de mange børn der besøger årets julemarked den 2.- 3. & 9.-10. december - en verden af magi og mystik. For i år får “Jul på Bundsbæk Mølle” nemlig et helt nyt element, et ægte Nisseversitet, hvor små nisser kan uddanne sig og blive ægte grønne skovnisser.
På Nisseversitetet rejser børnene ind i Den Grønne Skovnisses verden. Skovnisserne, der er flere hundrede år gamle, bor i naturparken ved Bundsbæk Mølle, de har alle latinske navne efter de planter der findes i den vestjyske natur. Hvert år op til jul kommer nissernes frem fra deres skjul for at fortælle alle børn hvordan man bedst passer på naturen og dyrene i den.
I lære som skovnisse
På Det Grønne Skovnisseversitet skal børnene lære om Den Grønne Skovnisse, men de skal også lære hvorfor vi fejrer jul, hvorfor vi har juletræer og hvor alle nisser kommer fra. For vil man være en ægte grøn skovnisse, så må man også kende sin historie!
Med støtte fra nisserne fra Nordea-fonden er det nye Nisseversitet ved at blive bygget i Dejbjerg Jernalder ved Bundsbæk Mølle. “Når vi gennemgår ansøgningerne til Nordea-fonden ser vi altid efter noget nyt, anderledes og spændende vi kan støtte - og det må man sige, at det nye nisseversitet er!” siger filialdirektør Simon Fejrskov Pedersen fra Nordea i Skjern, der sammen med sine medarbejdere glæder sig til at besøge Jul på Bundsbæk Mølle.
Det Grønne Skovnisseversitet er klar til at tage imod studerende fra den 2. december, når der er “Jul på Bundsbæk Mølle”. Aktiviteterne på Nisseversitetet er gratis, når entreen er betalt.
Nordea-fonden støtter Det Grønne Skovnisseversitet til Jul på Bundsbæk Mølle.
Praktiske oplysninger
Dato: 2. og 3. december og 9. og 10. december kl. 10.00-16.30
Sted: Bundsbæk Mølle, Bundsbækvej 27 6900 Skjern
Entré: Voksne 75 kr., børn og unge 6-14 år 35 kr., børn under 6 år kommer gratis ind.