Med udstillingen, “Hvad bunkeren gemte”, etablerede Ringkøbing Museum sig for alvor som et Anden Verdenskrigsmuseum, og den nye udstilling, “Flyvere i natten”, har også Anden Verdenskrig som centrum.
Hvor Saalfelds tilsandede bunker fortalte historien om landkrigen, bevæger den nye udstilling sig op i højere himmelstrøg og fortæller om luftkrigen over Danmark, Vestjylland og Berlin.
Flyvere i natten
Centrum i den nye udstilling er en 1:1 attrap af en Avro Lancaster, der forsvinder i op loftet. Foran Lancasteren fortælles den allierede historie, med fokus på de 19 allierede fly der styrtede ned i området og den rørende film med Jessie Bowler, der fortæller om det at blive krigsenke. Bag Lancasteren drejer det sig om det, der skete i kølvandet på bombeflyene, med fokus Berlin og Vestjylland som bombemål. Her kan I bl.a. se et tableau af en bombet barbersalon i Berlin.
3 perspektiver på krigen
“Ringkøbing-Skjern Museum har ønsket, at fastholde Ringkøbing Museums position som et museum, der sætter Anden Verdenskrig i perspektiv for både vestjyder og turister. Erfaringen fra succesudstillingen, “Hvad bunkeren gemte”, viste, at mange gæster satte pris på nuanceringen af fortællingen om Anden Verdenskrig.
Den erfaring har museet taget med videre i den nye udstilling, “Flyvere i natten”. Udstillingen fortæller om de i alt 19 allierede fly, der styrtede ned omkring Ringkøbing Fjord. Den fortæller også om hvordan Vestjylland nogle gange selv var målet for bombeflyene. Men den fortæller også om de allierede bombeflys mission var i Tyskland.
Saalfelds bunker er her stadig
Der er stadig mulighed for at mærke stemningen inden i en bunker, hvor den tyske radio kører, køjesengene må prøves og ventilationsapparatet altid trænger til at blive svunget. Bunkerattrappen, fra den tidligere udstilling, er nemlig bare flyttet til et andet lokale på Ringkøbing Museum. Her vil filmen med Gerhard Saalfeld også køre. Hør ham bl.a. fortælle om sin barndom i Nazityskland og den kollektive indmeldelse i Hitlerjugend.
Søndervig Centerforening har støttet bibeholdelse af udstillingen om bunkeren.
Få en gratis introduktion til udstillingen
Hver tirsdag og torsdag kl. 12.30 kan du få en introduktion til udstillingen “Flyvere i natten”. Om tirsdagen kl. 11.30 gives den på engelsk og om torsdagen kl. 11.30 er den på tysk. Introduktionen er gratis, når entreen er betalt.
Gør oplevelsen komplet tag også på bunkertur
Ringkøbing-Skjern Museum tilbyder hver torsdag i juli og august en bunkertur i Houvig Fæstningen. Denne fæstning består af det bunkeranlæg, som Gerhard Saalfelds bunker var en del af samt “Ringelnatter”, den radarstation, som har mange af de allierede fly på samvittigheden. Bunkerturene afholdes hver torsdag kl. 16 på dansk og på tysk kl. 14. Billetter kan købes der ude eller i forsalg hos Ringkøbing Museum.
Praktisk information
Åbningstider i juli og august: man-fre kl. 11.00-17.00, lørdag og søndag kl. 10.00-14.00.
Adresse: Herningvej 2, 6950 Ringkøbing.
Pris: 50 kr. pr. person, børn u. 18 år er gratis ifølge m. voksne.