“Julen er gammel og julen ny, julen er aldrig den samme…” heller ikke på Bundsbæk Mølle, hvor julen i år bliver alletiders! - Og glæd jer, for Pyrus kommer på besøg!
Ringkøbing-Skjern Museums Grønne Skovnisse glæder sig, for når kalenderen siger december og det igen er tid til “Jul på Bundsbæk Mølle”, så flytter Pyrus, Bertramsen og alle de andre fra julekalendersuccesen “Alletiders Jul” ind på den gamle vandmølle i udstillingen “Alletiders Juleudstilling”.
Jul på Bundsbæk Mølle
Bundsbæk Mølle er en idyllisk gammel vandmølle fra midten af 1600-tallet og år efter år i december forvandles den til et eventyrligt julelandskab, smukt dekoreret med julelys og granguilander. Der er masser af aktiviteter børnene kan prøve, mens deres forældre går på opdagelse blandt de mange boder, i den gamle købmandshandel og i laden på møllen, hvor der er spækket med smagsprøver på lækre juledelikatesser.
Mød Pyrus og oplev en Alletiders Juleudstilling
Og der bliver gang i den, sang i den, mere ramasjang og tjubang i den, når nissen Pyrus underholder lørdag den 2. december til Jul på Bundsbæk Mølle - og hvis man er heldig, kan man også få hans autograf!
På Bundsbæk Mølle har man før kunne opleve en udstilling om “The Julekalender” - og hvor Gertrud Sand tidligere havde pyntet, pyntet og pyntet op, har rigsarkivar Bertramsen og arkivnissen Gyldengrød overtaget. Som noget nyt i år åbner udstillingen “Alletiders Juleudstilling” hvor rekvisitter, originale kostumer, billeder og meget mere fra julekalenderhittet “Alletiders Jul” udstilles. Det er første gang man kan opleve en udstilling om Pyrus og I kan blandt andet glæde jer til at opleve Gyldengrøds tryllebøger, stole fra Nissebo og selvfølgelig Pyrus’ kasketnissehue! Derudover genudsendes “Alletiders Nisse” hver dag i december på TV2.
Den Grønne Skovnisse skal på Nisseversitet
Pyrus måtte på Nisseversitet for at lære at blive en rigtig nisse og sådan var det også for Den Grønne Skovnisse på Ringkøbing-Skjern Museum. Nu er skovnisserne uddannet og kan nu lære alle børn, hvordan de bliver rigtige grønne skovnisser, for i år åbner Det Grønne Skovnisseversitet. På Nisseversitet kommer børnene til at opleve den levende historie, når en verden af historie og jul åbner sig for dem. Sammen med Den Grønne Skovnisse skal børnene gennemgå en række forskellige opgaver, inden de kan få deres diplom og kalde sig ægte grønne skovnisser.
Julen er gammel og julen er ny
Selvom meget i år vil være nyt til “Jul på Bundsbæk Mølle” vil meget også være lige præcis som det plejer - sådan som det skal være, når det er jul. I kan som altid gå på opdagelse i de hyggelige boder, nyde et glas gløgg og en æbleskive i laden og lade børnene prøve nogle af de mange aktiviteter. I kan gå på opdagelse i den gamle mølle og hilse på møllerne eller kigge forbi smedjen, hvor der hamres og bankes på livet løs. Hestevognen vil selvfølgelig også stå klar til at fragte store og små rundt på området. Præcis som det plejer at være - på en helt ny måde!
Julemarkedet støttes blandt andet af Vestjylland Forsikring
Praktiske oplysninger
Dato: 2. og 3. december og 9. og 10. december kl. 10.00-16.30
Underholdning med nissen Pyrus: 2. december kl. 14.00 ved laden ved Bundsbæk Mølle
Sted: Bundsbæk Mølle, Bundsbækvej 27, 6900 Skjern
Entré: Voksne 75 kr., børn og unge 6-14 år 35 kr., børn under 6 år kommer gratis ind.