I disse dage kører en gravmaskine på 30 ton rundt i Bundsbæk møllesø. Møllesøen er endelig ved at blive renset op!
I søen ved Bundsbæk Mølle svømmer en svane stille rundt, træerne, himlen og møllen selv, bliver gengivet i den spejlblanke sø. Sådan har det været på Bundsbæk Mølle, men sådan er det ikke længere... Møllesøen er vokset til og går man en tur i den hyggelige naturpark, kan man dårligt se hvad der er sø og hvad der er park. Men nu sker der noget!
Bundsbæk møllesø er ved at blive renset op og inden længe, vil man igen kunne nyde det spejlblanke vand ved den idylliske gamle vandmølle.
Når fortid og nutid mødes
Bundsbæk Mølle blev bygget omkring år 1640 og den gamle vandmølle, er som taget ud af en Morten Korch film, så når man siger moderne gravemaskiner og amfibiekøretøjer er det måske ikke Bundsbæk Mølle man først tænker på... Ikke desto mindre, rimer Bundsbæk Mølle i disse dage på netop amfibiekøretøj! Midt ude i møllesøen kører der en 30 ton tung gravemaskine rundt og oprenser søen.
Det er Nr. Nebel Entreprenørforretning A/S der har fået opgaven og det er en af de første gange firmaet bruger denne metode til et så stort projekt.
Smede og nye stemmeværk
Som en del af det store projekt, bliver der lavet to nye stemmeværk til søen, de er med til at øge vanddybden og mindske vandhastigheden i søen. Det ene af de to nye stemmeværk, har Vestjysk Smedelaug, der holder til på Bundsbæk møllegård, svejset. I det andet stemmeværk er der en gammel vandtubine der igen skal producere el.
Oplev naturen og gravmaskinerne
Det kan høres når de store maskiner er i gang, men selvom de larmer er det en oplevelse at se den store amfibiegravko i møllesøen, og samtidig kan man nyde i gåtur i Bundsbæk Naturpark, der selvfølgelig altid er åben.
Hele projektet kommer til at tage ca. 14 dage, så der vil være rig mulighed for at se oprensningen.