|
Strandgaarden – en vestjysk klitgård
De vestjyske klitgårde af hjemmebrændte teglsten er primært opført mellem ca. 1830 og 1880. Strandgaarden er et velbevaret eksempel på denne byggetradition og indeholder mange andre spændende historier om tidsperioden. Gården vidner blandt andet om en solid velstand på opførselstidspunktet, hvilket kommer til udtryk i stuehusets store loftshøjde og ladens gedigne tømmerkonstruktion. På de mange borede huller kan man se, at tømmeret er genbrugt, hvilket fortæller om et træ fattigt Vestjylland på bygningstidspunktet. Manglen på træ var netop årsagen til, at man i begyndelsen af 1800-tallet går bort fra bindingsværket. En anden forklaring på hullerne i tømmeret kan være, at det i sin tid var almindeligt at flytte gården, hvis den f.eks. var slidt ned, og opbygge et nyt ved brug af materialer fra den gamle gård.
Dernæst fortæller Strandgaarden om en anden fascinerende byggetradition for tidsperioden. I sin tid havde symmetrien omkring gårdens opbygning stor betydning. Skorstenene skulle stå med samme afstand på tagryggen, og vinduerne skulle ligeledes vise symmetri. Dette betød, at bygherren først satte vinduerne i huset, og derefter indrettede gårdens rum. På Strandgaarden vil du derfor kunne se, at der er bygget en mur foran et vindue, for at få den indvendige indretning til at gå op.
Noget udsædvanligt ved Strandgaarden er, at den er bygget på én gang. Da gården blev bygget var sædvanen at bygge trinvis, og det kunne derfor tage mange år før gården stod i sin helhed. At gården er bygget i samme omgang betyder, at du vil opleve en større sammenhæng i Strandgaardens opbygning, i forhold til andre gårdes opbygning fra samme tid.
Inventar med historie
Strandgaardens inventar bobler af historie. Alene bageovnen fortæller en spændende historie om, hvordan traditionen var for datidens kvinder i køkkenet. I ældre tid var det almindeligt, at bagning skete én gang om måneden. Man startede tidligt om morgenen med at fyre op i selve ovnen, hvor brændsel f.eks. kunne være store mængder lyngknipper. Når ovnen var glødende varm, blev asken raget ud, og brødene skudt ind med en skydsel. Først bagtes rugbrød, derefter evt. sigtebrød og kager til højtiderne. Først i begyndelsen af 1900-tallet gik man over til at købe rugbrød, og bagte selv finere brød i køkkenko
Klitgård med et solidt økonomisk grundlag
Staldene på Strandgaarden er delt op i en hestestald og en ko- og svinestald. Fra opgørelser efter 1915 ved vi, at gården havde 1 spand heste samt Jens Madsens hvide islænder og lejlighedsvis et føl. Kvægbesætningen bestod i begyndelsen af 1900-tallet af 8-10 malkekøer, 10-12 stk. ungkreaturer, og af svin havde man 1 eller 2 til opfedning og eget forbrug. Denne besætning af dyr tyder på, at Strandgaarden var en forholdsvis velhavende klitgård.
På trods af, at gården klarede sig flot, var Strandgaardens oprindelige erhvervsøkonomi baseret på både landbrug, jagt og fiskeri i hav og fjord. Klitgårdene kunne ikke nøjes med at dyrke landbrug, da de omliggende jorde ikke var gode nok til at opdyrke tilstrækkelige afgrøder til at forsørgelse af gårdenes beboere. Indkomsten blev også suppleret op med blandt andet kysthandel, strandinger og inddrevet gods. Strandinger betød arbejde i form af, at skib og ladning skulle bjerges, der skulle laves vagthold, sørges for opbevaring, transport, bud og indkvartering. mfuret.
Fra fæstegård til statseje
Strandgaarden har i tidens løb været præget af forskellige ejerforhold, der har spændt lige fra at være en fæstegård til en selvejergård, og nu ejet af staten.
Oprindeligt var gårdene på Husby Klit fæstegårde under herregården Rysensteen, nær Bøvling. I forbindelse med landboreformerne blev fæstegårdene på Husby Klit sat til salg i 1803, hvilket betød, at fæstebønderne nu selv fik mulighed for at købe den gård de boede på.
Strandgaarden som den står i dag blev opført af Jens Nielsen Lodberg i 1875. Han havde overtaget gården fra sin far, og valgte på grund af ændringer i landskabet at flytte ejendommen til en bedre placering. Jens Nielsen Lodberg genopbyggede også gården for at få sin udkårne til at gifte sig med ham, men dette var, tragisk for ham, ikke nok til at vinde hendes hjerte. Han nåede dog heller ikke at bygge gården færdig, da han døde inden byggeriet blev afsluttet. Gården blev overtaget af hans svoger og i 1879 af dennes søn, Jens Madsen Bækby Sørensen.
Jens Madsen var samtidig strandfoged, og gården blev i hans tid kendt som ”Jens Madsens Gård”. Gårdene langs kysten havde ikke egne navne, men kaldtes efter ejeren, som man også kender det fra Abelines Gaard. Strandgaarden har også heddet navne som ”Klitgården” og ”Fiskergården”.
Som 64-årig gik Jens Madsen og hustruen Maren på aftægt i 1915, og overlod gården til sin svigersøn Knud Knudsen. Når en gårdejer gik på aftægt betød det, at han overlod gården til de næste ejere. Der var dengang ingen ordning med plejehjem eller anden forsørgelse af de ældre, hvorfor man sikrede alderdommen i salget af gården. En del af købsaftalen var således, at de tidligere ejere kunne flytte over i en aftægtslejlighed på gården, og blive forsørget af de nye ejere. Typisk blev gården overgivet til næste generation. Indtil 1918 er gårdens ejere i slægt med hinanden, men kommer derefter i almindelig handel. I 1973 køber den danske stat Strandgaarden.
En del af Ringkøbing-Skjern Museum
Strandgaarden har et jordtilliggende på ca. 55 ha, der i dag er bortforpagtet sammen med jagt og rørskær. Derudover har staten siden 1977 udlejet bygningerne til daværende Ringkøbing Museum, der indrettede gården til et museum. I 2007 blev Ringkøbing Museum og Skjern-Egvad Museum lagt sammen, og bygningerne i dag er udlejet til Ringkøbing-Skjern Museum.
|
|
|
